Antiinflammatorisk kost og vægttab: Sluk de indre ildebrande, og slip af med dine uønskede kilo
Alt for mange af os går rundt med små ildebrande inde i kroppen – mange endda helt uden at vide det. Brandene opstår som følge af inflammation. En misforstået reaktion fra immunforsvaret, der kommer til udtryk som for eksempel smerter, livsstilssygdomme og uønskede kilo på kroppen.
Forskning dokumenterer, at inflammation ofte er det, der i virkeligheden ulmer under mange helbredsproblemer og livsstilssygdomme. Det dykker vi dybere ned i om lidt. Men fordi det kun er symptomerne, der blusser op, misser mange den underliggende årsag – og så fortsætter skavankerne desværre bare med at pible frem.
Derfor har jeg skrevet denne artikel, der gør dig klogere på inflammation, antiinflammatorisk kost og vægttab. Så du selv kan hjælpe din krop med at slukke de indre ildebrande, før de spreder sig.
I artiklen om antiinflammatorisk kost og vægttab får du blandt andet svar på:
- hvad antiinflammatorisk kost gør for dit helbred og velvære
- hvilke madvarer du skal spise og undgå i en antiinflammatorisk kostomlægning
- hvordan du opnår vægttab med antiinflammatorisk kost
- hvorfor jeg anbefaler en særligt potent antiinflammatorisk madplan
- hvordan du kommer godt i gang med en langsigtet antiinflammatorisk livsstil.
Men lad os allerførst få på plads, hvad inflammation overhovedet er, og hvorfor det er så relevant for os at fokusere på.
Hvad er inflammation egentlig?
Inflammation er immunsystemets reaktion på noget, det ikke kan genkende og derfor betragter som farligt. Det kan være virus, bakterier eller en skade, for eksempel et brud på huden eller en forstuvning. Reaktionen består i at sende kemiske stoffer afsted eller øge blodtilførslen. Som dermed øger mængden af hvide blodlegemer, som sørger for at bekæmpe og rydde op efter truslen.
Inflammation er altså en livsvigtig mekanisme, der hjælper kroppen med at forsvare og reparere sig selv. Men under særlige omstændigheder opfatter immunsystemet sine egne væv som fremmedlegemer og sætter en aktion i gang.
Det sker for eksempel, når der:
- konsekvent er mere sukker i blodet, end kroppen kan nå at bruge
- er for mange frie radikaler i forhold til antioxidanter (reelt en mangel på vigtige næringsstoffer)
- er for meget mavefedt.
Når immunsystemet er let aktiveret over længere tid, opstår balladen. Det slider på både kroppen og organerne, og inflammationstilstanden bliver kronisk.
Kronisk inflammation kan komme til udtryk som for eksempel:
- overvægt
- smerter
- leddegigt og andre gigtsygdomme
- tarmsygdomme
- psoriasis
- øjensygdomme
- diabetes
- migræner
- forhøjet blodtryk
- PCO og PCOS
- Alzheimer
Listen er lang, og der er rigelig med forskning, der dokumenterer sammenhængen mellem inflammation i kroppen og de mange forskelligartede symptomer og sygdomme.
For mig bekræfter det, hvor vigtigt det er, at vi får hånd om inflammationen. På den måde adresserer vi nemlig den underliggende årsag til kroppens mange krumspring frem for at behandle de enkelte symptomer – blot for at erfare, at der hele tiden kommer nye til.
Hvad gør antiinflammatorisk kost?
En antiinflammatorisk kost fungerer på den måde, at den reducerer den kroniske inflammation i din krop, så du slipper af med de smerter, livsstilssygdomme, kroniske sygdomme og uønskede kilo, der udspringer af inflammationen – og samtidig undgår du at udvikle nye.
Du opnår fordelen ved den antiinflammatoriske kost ved at sætte ind på to fronter:
1. Du reducerer indtaget af de madvarer, der kan skabe inflammation i kroppen, for eksempel sukker og søde sager, friturestegte madvarer, færdigvarer med billige madolier og diverse E-numre samt mælkeprodukter og gluten, hvis du har en intolerance over for de to kategorier. Overført til ildebrandsbilledet fra tidligere kan vi sige, at du herigennem fjerner brændslet til nye bål.
2. Du erstatter disse madvarer med en kost, der har en dæmpende effekt på inflammation og er rig på antioxidanter. Antioxidanterne hjælper blandt andet med at afværge de frie radikaler, som du hver dag bliver udsat for gennem for eksempel tilsætningsstoffer i maden, stress og forurening. De gode, inflammationshæmmende madvarer bidrager altså til at slukke den ild, der stadig brænder eller ulmer stille i din krop.
3. Du danner ganske vist selv visse antioxidanter, men du kan også få dem gennem fede fisk, frugt og grøntsager. De forskellige farver på fødevarer repræsenterer forskellige typer af antioxidanter. Derfor gælder det om at sammensætte dine måltider i alle regnbuens farver, så du hver dag får et bredt spektrum af de gode antioxidanter.
Derudover kan et forhøjet insulinniveau efter måltiderne øge inflammationen i din krop. Derfor er det givtigt at fjerne de madvarer, der får din krop til at producere insulin i store mængder. Det gør de kulhydratrige madvarer som for eksempel brød, ris, pasta, kartofler, juice, alkohol og sukker, og på dette punkt adskiller den tilgang til en antiinflammatorisk kost, som jeg anbefaler på mit forløb, sig fra de mere gængse. Præcis hvordan – og ikke mindst hvorfor – forklarer jeg dig lidt senere i artiklen.
Mavesmerterne forsvandt med en (særlig) antiinflammatorisk kostomlægning
Som du nok fornemmer, er min begejstring for antiinflammatorisk kost stor. Det er den først og fremmest, fordi jeg har set, hvordan det giver mennesker med invaliderende smerter livsglæden tilbage, når de ikke længere har ondt – ganske enkelt fordi de putter det rigtige i munden. Det samme gælder mennesker, der har diabetes eller lider af slidgigt eller nogle af de mange andre helbredsmæssige problemer fra listen tidligere. Det er intet mindre end magisk i min optik.
Samtidig er den antiinflammatoriske kost en virkelig god forsikring af din fremtid. Den sænker blandt andet risikoen for en række livsstilssygdomme, fordi du får bugt med den kroniske inflammation, som holder immunforsvaret i beredskab over mange år og slider på din krop.
Derudover vil en antiinflammatorisk kostomlægning kunne knække koden til det vægttab, du måske aldrig rigtigt er lykkedes med. Det kan den, fordi du får styr på dit insulinniveau, kommer i fedtforbrænding og slipper for den evige sukkertrang. Og så får du det bare fantastisk i din krop, når du mærker, hvordan den fungerer med det nye brændstof. Den type råvarer giver dig nemlig en helt anden mæthedsfornemmelse og energi.
Aases oplevede en markant forandring med antiinflammatorisk kost
Jeg vil gerne dele et eksempel fra den virkelige verden med dig – helt præcist Aases erfaring med min antiinflammatoriske kost. Aase er én af deltagerne på mit forløb. Hun er 67 år og havde haft voldsomme smerter og diarré i tre år, da hun tilmeldte sig forløbet. Hendes bakterietal og inflammatoriske markør (CRP) var meget forhøjet, og lægerne mente, at det godt kunne være Colitis ulcerosa (kronisk betændelse i tyktarmen) eller Crohns sygdom (kronisk betændelsestilstand i mave-tarm-kanalen).
Aase havde prøvet at leve efter en antiinflammatorisk kostplan på egen hånd, men det hjalp ikke mod hendes smerter. Hun startede på mit forløb i sommeren 2021. Få måneder senere havde hun ingen diarré og smerter – og blodprøverne var normale.
Vil du også opleve den forandring, en særligt potent antiinflammatorisk kost kan skabe?
Læs mere om mit forløb “Tab (mindst) 7 kilo på 40 dage” her,
og tilmeld dig, hvis det også lyder som det, du har brug for.
Hvad er antiinflammatorisk kost, og hvad virker antiinflammatorisk?
Nu skal vi se på, hvad der hjælper mod inflammation. Det handler som sagt om at skabe en kostsammensætning, hvor de madvarer, der øger inflammationen, erstattes med mad, der hæmmer den.
Antiinflammatoriske fødevarer er eksempelvis:
- gode, naturlige råvarer fra planteriget, blandt andet kål, spirer, bær og krydderurter
- sunde fedtstoffer fra for eksempel nødder, kerner, olivenolie og avokado
- fisk, æg, kød og fjerkræ fra fritgående dyr.
Madvarer, som derimod øger inflammationen i din krop, er:
- sukker i alle former
- forarbejdede produkter
- friturestegte madvarer
- vegetabilske fedtstoffer som majs-, vindrue- og solsikkeolie
- rødt kød i for store mængder
- hurtigtomsættelige kulhydrater, for eksempel brød, ris, pasta og kartofler
- mælkeprodukter (som kan svære inflammatoriske for nogle)
Men faktisk er det ikke kun maden, der har betydning for den inflammatoriske aktivitet. Det handler også om at passe godt på dig selv og din krop, for eksempel ved at undgå rygning, store mængder alkohol og stress. Og så handler det om at prioritere en sund kost, en god nattesøvn og motion – med måde og i det omfang, der giver dig livskvalitet. Vælg den form, der passer til dig – uanset om det er raske gåture i naturen, cykling, yoga eller noget helt fjerde.
Når kroppen ikke kan håndtere kulhydrater
Som jeg nævnte for dig tidligere, anbefaler jeg en særligt potent antiinflammatorisk kost. Jeg kalder den cellemad. Forskellen på den og en traditionel antiinflammatorisk kostplan er, at jeg på mit forløb ikke kun opfordrer til at spise antiinflammatorisk, men også til at undgå blandt andet fuldkornsprodukter som groft brød, ris og pasta. Det gør jeg, fordi mange af os har et forhøjet niveau af det blodsukkerregulerende hormon insulin i kroppen efter måltiderne – en tilstand, der kaldes hyperinsulinemia.
Det bunder i, at kroppens evne til at håndtere kulhydrater bliver dårligere, når den gennem livet udsættes for store mængder af kulhydrater. Kulhydrater, der får blodsukkeret til at stige, og derfor aktiverer insulinen igen og igen. Med tiden er det som en elastik, der bliver slap, og man udvikler i første omgang skjult insulinresistens.
I praksis kan det komme til udtryk som ekstra kilo på kroppen, der virker umulige at komme af med igen, men også som inflammation, forhøjet kolesterol og et væld af livsstils- og kroniske sygdomme. Kulhydratfølsomheden forværres ofte med alderen, særligt fra omkring overgangsalderen.
Mange véd slet ikke, at et forhøjet insulinniveau efter måltiderne er et problem for dem. Selv hvis du bliver tjekket for diabetes hos lægen, vil det ikke være synligt i blodprøven. Trods dét skaber det en masse ballade i de biokemiske processer, der foregår i din krop, når du har indtaget mad og drikke.
Da et forhøjet insulinniveau i sig selv kan virke inflammatorisk, tager jeg højde for det i mit forløb og i mine bøger, så du får hånd om inflammationen – også selvom du har denne usynlige insulinresistens. Det betyder, at deltagerne ikke bare får styr på inflammationen, men også på deres insulinniveau og fedtforbrænding, så de pludselig oplever, at de kan tabe sig.
Herudover kan fuldkornsprodukterne skabe inflammation hos nogle, så når de fjerner dem fra kosten, forsvinder deres langvarige fordøjelsesproblemer også.
Antiinflammatorisk Cellemad
Cellemaden består udelukkende af gode, rene råvarer, som er sprængfulde af næring, antioxidanter og sunde fedtstoffer. Derudover er den fri for tomme kalorier og E-numre, som ikke bidrager med noget som helst positivt til din krop. Jeg anbefaler også at skære alle substitutter fra. Både glutenfrie produkter og sukkerfrie læskedrikke, idet de kan holde dig fast i de dårlige vaner. De sukkerfrie læskedrikke kan også give dig en sød tand og forstyrre din mæthedsfornemmelse, og på den måde modarbejde et vægttab.
Når du begynder at spise den særligt antiinflammatoriske cellemad, vil du nærmest med det samme mærke, hvordan din krop belønner dig for det gode brændstof. Cellemaden erstatter de næringsfattige madvarer som sukker, fastfood og andre færdigproducerede madvarer, der øger inflammationen i din krop.
Et spisevindue på 8 timer
Derudover anbefaler jeg dig at have et spisevindue på otte timer, så din krop får ro til at reparere og regenerere sig selv. Det kan for eksempel være fra klokken 10 til 18. Det vil have en positiv indvirkning på din forbrænding og være med til at nedtone inflammationen i din krop.
Har du ikke prøvet det før, kan det synes helt umuligt. Men til de flestes store overraskelse føles det faktisk rigtig behageligt, når kroppen er kommet igennem de første par dages kostomlægning. Det giver dig mere tid og mindre stress, som også er med til at reducere inflammationen.
Mangler du inspiration til sunde hverdagsmåltider baseret på
helt almindelige råvarer med et lavt indhold af kulhydrater?
Få opskrifter på nemme og lækre antiinflammatoriske retter
i min bog Vejen til et let liv.
Er det besværligt at spise antiinflammatorisk?
Mange har en forestilling om, at det både må være kedeligt og besværligt at spise antiinflammatorisk. Intet kunne være mere forkert. Der er masser af spændende og smagfuld mad at vælge imellem, så du føler dig både mæt og tilfredsstillet. I begyndelsen skal du selvfølgelig lige opbygge nye rutiner, når du tilbereder maden, men efter ganske kort tid er du helt fortrolig med de nye vaner. Samtidig fylder de gode råvarer og antioxidanter dig op med energi i stedet for at tage den fra dig. På den måde kan du opleve at få mere tid – eller i hvert fald være i stand til at bruge den bedre.
Måske er du bekymret for, om du virkelig har rygrad til at lade alt det ligge, som ikke er en del af den antiinflammatoriske kost. Jeg forstår udmærket din tvivl. Det er en fundamental ændring af din livsstil, og det kan virke overvældende. Men jeg ved samtidig, at du godt kan, og at din krop hjælper dig, når du først er i gang. I løbet af nogle få dage vil du mærke den forskel, det gør, når din krop kommer i fedtforbrænding, du slipper for den konstante sult og søde tand, og du føler dig fuld af energi i stedet for træthed. Du får slet ikke brug for at læne dig op ad viljestyrken i den grad, som du plejer.
Antiinflammatorisk kostomlægning er ikke en kur
Lige nu leder du måske efter undskyldninger – måske endda for at beskytte dig selv mod at mislykkes med endnu en kur. Men en antiinflammatorisk kostomlægning er ikke en kur eller diæt. Det er en langsigtet livsstilsændring, og dét stiller krav til, at det er en kostsammensætning, der er så simpel og lækker, at du har lyst til den på den lange bane. Når du først oplever den komplette forandring, som den naturlige cellemad og alle de gode antioxidanter har på din krop, dit energiniveau og dit velvære generelt, er det slet ikke et problem at finde tiden til at tilberede maden og træffe de gode beslutninger for dig selv. Det er meget nemmere, end det måske virker lige nu, og du vil slet ikke have lyst til at vende tilbage til de gamle vaner.
Kom godt fra start med en antiinflammatorisk livsstil
Antiinflammatorisk kost handler altså om at slukke de indre ildebrande ved at erstatte de madvarer, der tænder inflammationen, med mad, der hæmmer den. Det er hverken en quickfix-kur eller et mirakuløst superfood. Det er en kostomlægning, der er baseret på gedigen biokemi og kræver, at du har lyst til en langsigtet livsstilsændring. Bogstaveligt talt – for de gode naturlige råvarer forandrer virkelig dit liv.
Jeg ville ønske, at alle kunne opleve, hvordan det føles, når der er balance i kroppens biokemi, og tærende træthed og smerter er byttet ud med sprudlende energi og livsglæde.
Jeg håber, du med artiklen har fået større forståelse for, hvordan inflammation påvirker din krop, hvad du kan gøre for at mindske den, og hvordan du kan få antiinflammatorisk kost og vægttab til at gå hånd i hånd.
Er du klar til at skabe den forandring, som din krop skriger på?
Læs mere om mit forløb “Tab (mindst) 7 kilo på 40 dage” her,
og tilmeld dig, hvis det føles som det helt rigtige for dig.
Udover et større indblik i din krop og hjælp til en særligt potent antiinflammatorisk kostplan får du også mulighed for at følges med andre kvinder og mænd, der har det præcis ligesom dig.