Er stress en uønsket følgesvend i dit liv – og mærker du alt for tydeligt, hvilken konsekvens det har for din krop og vægt? Stress og vægttab er kendt som en vanskelig kombination. Ikke kun, fordi tilstanden gør det svært at træffe gode kostvalg. Også på det biokemiske plan er stress en sabotør, der nemt fører til øget eller stillestående vægt.

Men fat mod. Du kan faktisk skabe den balance i din biokemi, der gør det muligt at tabe dig, selvom din krop er kronisk stresset.

I artiklen her forklarer jeg dig:

  • hvorfor stress gør det svært at tabe sig
  • hvilken betydning balancen i din biokemi har
  • hvorfor blodsukker og insulin er afgørende – også selvom du ikke har diabetes
  • hvordan du reparerer låsen til dine fedtdepoter
  • hvad der er at vinde med balance i biokemien ud over at slippe af med overvægt.

Uanset om du er lettere stresset, kronisk stresset eller stressramt, så er et vægttab også muligt for dig – og det er meget nemmere, end du måske forestiller dig lige nu.

Derfor kan stress være skyld i manglende vægttab

Stress kan optræde som en gunstig beredskabstilstand, der styrker din evne til at handle i en krævende situation eller kortere periode. Men når perioden bliver langvarig, slider beredskabstilstanden fysisk og psykisk og kan gøre dig syg.

Når jeg taler om stress eller kronisk stress, mener jeg den langvarige belastning. Den forankrer sig som gængse stresssymptomer, men også i din krops biokemiske processer, som påvirker hele dit system.

Typiske symptomer på kronisk stress er:

  • træthed
  • mangel på energi og overskud
  • humørsvingninger
  • dårlig søvn
  • lavt immunforsvar
  • fordøjelsesproblemer.

Studier viser, at stress også øger risikoen for at tage på i vægt – særligt omkring talje og organer. En kalorierig kost resulterer simpelthen i større vægtøgning under stress end i stressfri omgivelser.

Det skyldes helt enkelt, at en krop i stresstilstand skruer ned for alle de systemer, der ikke er væsentlige for at overleve her og nu, f.eks. fordøjelse, reproduktion og immunforsvar.

Den skruer til gengæld op for:

  • stresshormonet kortisol
  • blodsukkeret
  • insulinniveauet
  • insulinresistens
  • fedtlagring
  • vægt.

Stressen trækker altså på kroppens ressourcer, så du oplever, at dine celler mangler energi. En stressramt krop kræver derfor flere næringsstoffer – og i praksis får den typisk det modsatte, fordi du intuitivt tyr til hurtige, næringsfattige fødevarer, som kun gør skaden endnu større.

Men selvom stress påvirker muligheden for at tabe dig, betyder det ikke, at det er umuligt. Det handler om, at du får styr på biokemien og sætter kroppen i fedtforbrænding.

Det skal vi i dybden med nu.

Balancen i din biokemi er afgørende for vægttab

Lad mig allerførst definere, hvad biokemi egentlig dækker over her. Biokemi er de kemiske processer i din krop, herunder forbrændingen, som bl.a. påvirkes af din kost og dine gener.

Helt simpelt sat op er din krop en biokemisk fabrik, hvor det, du putter ind, har betydning for det, der kommer ud.

Når jeg siger ”putter ind”, mener jeg ikke kun mad, drikke og medicin. Du putter også motion, søvn, tanker, sollys og stress ind i din krop. Og på samme måde er det, der kommer ud, f.eks. sundhed, energi, humør, vægt og ultimativt din livskvalitet og det tempo, du ældes i.

stress gør det svært at tabe sig

Den kost, du spiser, påvirker din biokemi, f.eks. dit blodsukker, insulinniveau, blodtryk, kolesteroltal og din vægt. Den indvirker også på graden af inflammation i din krop. Når det alligevel er forskelligt, hvordan vi reagerer på, hvad der kommer ind i den biokemiske fabrik, skyldes det, at vi hver især har vores helt egen genetiske signatur. Det er i sidste ende den, der afgør, hvordan kroppen reagerer på f.eks. kosten.

Når der er ubalance i biokemien, skyldes det ofte manglende balance i dit liv:

  • lange arbejdsdage
  • dårlig søvn
  • stress
  • for lidt motion
  • for meget sukker
  • for mange hurtige kulhydrater.

Desværre bliver det nemt en ond cirkel, hvor ubalance avler mere ubalance. Når du er stresset, glemmer du dig selv, spiser på autopilot og vælger en kost med for meget sukker, for mange kulhydrater og for lidt næring. Når der ikke kommer de rette ting ind, påvirker det dit energiniveau, dit overskud og din koncentrationsevne. Og det avler mere stress.

 

Konsekvenserne af stress

Selvom du tydeligt mærker kroppens oprør, er det svært at bryde den onde cirkel. Selv hvis du skærer ned på kalorierne og skruer op for motion, er det langtfra sikkert, du får det bedre.

Din biokemi bryder sig nemlig ikke om traditionelle slankekure. Lad mig i stedet tage dig med ind i de biokemiske processer, der hjælper din krop med at komme i balance – også selvom du er stresset.

Fedtforbrænding eller fedtlagring?

Når du vil tabe dig, er det helt afgørende, at din krop er i fedtforbrænding i stedet for fedtlagring. Det er en hårfin balance, som du kan justere gennem kosten.

Når din krop er i fedtlagring, kan du f.eks. opleve at have:

  • svært ved at tabe dig
  • æblefacon, bred bagport eller være tyndfed
  • forhøjet blodtryk, kolesterol og/eller blodsukker
  • smerter
  • dårlig søvn
  • fordøjelsesproblemer.

Når din krop er i fedtforbrænding, kan du f.eks. opleve, at:

  • låsen til dine fedtdepoter går op
  • du får nemt ved at tabe dig
  • forhøjet blodtryk, kolesterol, blodsukker normaliseres
  • din søvn bliver bedre
  • dine smerter og fordøjelsesproblemer reduceres eller forsvinder helt.

Som bonus er det ikke kun kroppen og vægten, det gavner. Også din kognitive funktion i hjernen forbedres, når kroppen er i fedtforbrænding. Det er en ekstra stor fordel, når du er påvirket af kronisk stress. Det betyder nemlig, at du tænker klarere og føler dig glad i låget.

Din krop er i fedtforbrænding, når den bruger fedt som brændstof i stedet for kulhydrater. Den afhænger derfor at kostens sammensætning. Og i den forbindelse skal du kende de to hormoner, som er altafgørende at have styr på, når der skal skub i fedtforbrændingen.

stress og vægttab

De to hormoner, du skal fokusere på, hvis du kæmper med vægten

I det store symfoniorkester af hormoner er der særligt to, du skal være opmærksom på, når du kæmper med vægten.

Insulin er det hormon, der bliver frigivet fra din bugspytkirtel, når du spiser et måltid med kulhydrater i. Det hjælper med at transportere sukkeret fra kulhydraterne ind i cellerne, hvor det bliver omdannet til energi.

Kortisol er det primære stresshormon, som bliver udløst i din krop under stress – både den kortvarige og den langvarige.

Er der ubalance i ét af de to hormoner, hjælper det ikke meget at justere på resten.

Det er det, du oplever, hvis du har lavt stofskifte og på trods af medicin stadig tumler med vægten. Selvom stofskiftet er reguleret, er det, som om kiloene stadig klistrer til dig. Det skyldes, at medicinen ikke har den store effekt på din evne til at tabe dig, hvis der er ubalance i enten insulin eller kortisol eller begge to.

 

Opdagelsen, der forandrede mit liv: Blodsukker og insulin altafgørende, selvom du ikke har diabetes

Springer du ubekymret hen over fakta om blodsukker og insulin? Hvis du ikke har diabetes, har det vel ikke noget med dig at gøre?

Men det kan faktisk have alt med dig at gøre. Især hvis du har svært ved at tabe dig og har mange mislykkede kure på samvittigheden.

Det var lige præcis det, der gjorde hele forskellen for mig og satte fut i mit vægttabseventyr.

Kroppen kører på to typer af brændstof: kulhydrater og fedt. Som jeg nævnte lige før, frigiver bugspytkirtlen insulin, når den omdanner sukkeret fra de kulhydrater, du spiser, til energi. På den måde sørger kroppen for, at blodsukkeret ikke stiger op over normalniveauet. Det er nemlig skadeligt for cellerne, hvis blodsukkeret stiger for kraftigt.

Men hvis man over lang tid spiser for mange hurtigt omsættelige kulhydrater – kager, slik, brød, pasta – og drikker alkohol, energidrikke og sukkerholdige drikkevarer, bliver mekanismen slap. Blodsukkeret stiger langt over normalen, og bugspytkirtlen må sende ekstra meget insulin ud i systemet. Herefter falder blodsukkeret til et meget lavt niveau, så du bliver træt og hungrer efter flere hurtige kulhydrater.

Med tiden betyder det, at cellerne bliver mere og mere resistente over for insulinen. De kræver altså mere insulin for at balancere blodsukkeret.

Tænk på det som en elastik, der bliver slappere og slappere, fordi den bliver spændt ud den ene dag efter den anden. Står processen på i mange år, kan det til sidst ende som sukkersyge.

Symptomerne på insulinresistens er:

  • følelse af konstant sult eller en sød tand
  • overvægt, mavefedt eller stor barm
  • sure opstød
  • søvnløshed og træthed
  • smerter
  • inflammation
  • væskeophobninger
  • forhøjet LDL-kolesterol, lavt HDL-kolesterol eller høje triglyceridtal
  • diabetes eller prædiabetes
  • svært ved at fokusere og koncentrere sig
  • depression.

Men selv uden sukkersyge i sigte er den ekstra insulin i blodet og med tiden insulinresistens et problem. Det forringer nemlig også din krops evne til at nedbryde fedt.

Forestil dig, at låsen til dine fedtceller går i stykker. Det sker, fordi det fedtforbrændende enzym HSL går i stå, når der er for meget insulin i blodet. De store udsving i blodsukkeret blokerer altså for, at fedtet kan frigives fra dine fedtceller.

Hvis du har været på en slankekur, hvor du i stedet for at tabe dig endte med at blive sur, sulten og træt, så er det her forklaringen. Du var i kalorieunderskud, men i stedet for at tære på dine aflåste fedtdepoter, skilte kroppen sig af med væske og derefter muskelmasse. Fedtet blev siddende. Og når der ikke var mere væske at tage af, gik vægttabet i stå.

Den gode nyhed er, at du kan tabe dig – hvis bare du reparerer låsen. Og hvordan gør du så det? Det kræver, at du nedbringer niveauet af insulin og forbedrer din insulinresistens, så du igen får adgang til dine fedtdepoter.

Da jeg i 2017 opdagede det studie, der viste, at man kan have for meget insulin i blodet efter et måltid, uden at det kan spores i blodprøver som prædiabetes, forandrede det mit liv – og siden mange andres. Det var den nøgle, jeg manglede, for at forstå, hvorfor jeg indtil da ikke havde formået at tabe mig.

Pludselig var det ikke længere en kamp. Pludselig havde jeg slet ikke lyst til alt det, jeg før havde så svært ved at holde mig fra. Og pludselig arbejdede min krop med mig i stedet for imod mig.

Øget appetit og trang til sødt, når du er stresset

Når der kommer stress ind i din biokemiske fabrik, producerer kroppen et appetitstimulerende molekyle, NYP. Molekylet skaber en præference for fødevarer med mange kulhydrater.

Kombinationen mellem kronisk stress og et højt indtag af kulhydrater øger dit insulinniveau op til ti gange.

Ti gange!

Står det på over lang tid, kan det føre til insulinresistens – og ikke mindst forklarer det, hvorfor de fleste mennesker spiser mere og trøstespiser, når de er stressede.

Derfor er det kun endnu vigtigere at holde styr på mængden af kulhydrater i din kost, hvis du er kronisk stresset.

Meget mere på spil end vægttab og overvægt

Vi kan hurtigt blive enige om, at det er allerbedst, hvis du kan fjerne stress fra dit liv. Men hvis du kunne det, så tror jeg, du allerede havde gjort det. Heldigvis betyder det ikke, at du må opgive ønsket om vægttab.

Og ligesom at stress bliver en ond cirkel, kan det blive en positiv spiral, når du først får balanceret din biokemi. Det er ikke kun kiloene, der letter. Også kognitivt og humørmæssigt fortæller mine kursister, der har arbejdet med TFA-metoden, at de mærker et boost. Reguleringen af blodsukker og hormoner får dig til at føle dig sprød, lækker og glad i låget.

Der er nemlig meget mere på spil end overvægt, når der er ubalance i biokemien.

Det handler i første omgang om, at du tager det første skridt. At du erkender, hvor du er, og træffer beslutningen om at gå i gang og få den hjælp, du skal bruge.

Derfra skal du spise en kost, der balancerer din biokemi, så du undgår store udsving i blodsukkeret og for meget insulin i blodet, som med tiden kan gøre dine celler resistente. Det aktiverer det fedtforbrændende enzym, så du igen får adgang til de fastlåste fedtceller.

Når du har styr på biokemien, forstår sammenhængene i kroppen og begynder at lytte til din krop, så anbefaler jeg at putte en fjerde faktor ind i ligningen – det mentale spil.

Det er en vigtig aktør at have med, fordi:

  • det er ensomt at være på slankekur
  • det kan være en kæmpe hjælp, at du har nogen at spejle dig i og støtte dig op ad
  • gamle vaner og mønstre kan snige sig ind.

Når du har viden til at forstå, hvad du skal, bevidsthed til at træffe de rigtige valg og mentalitet til at blive ved, så falder brikkerne på plads.

Jeg får lyst til at fortælle dig om Shila. Shila havde netop været igennem et sygdomsforløb med stress og svær depression, da hun stødte på TFA-metoden. Hun var i forvejen overvægtig, men sygdomsperioden føjede endnu ti kilo til hendes krop, og hendes selvfølelse var ramt. Der skulle ske noget.

Shila tilmeldte sig mit forløb og tabte 38 kilo på ti måneder. Det er jo en præstation i sig selv. Men mindst lige så vigtigt er det, hvad det gjorde ved hendes følelse i kroppen.

Shila fortæller selv: ”Jeg er blevet meget mere bevidst og har lært at lytte til mig selv. Det giver en lykkefølelse, hvor man simpelthen bare synes, det er dejligt at være til.”

Hør resten af hendes oplevelse her.

Vil du også ud over myten om, at stress og vægttab er en umulig knude? Så kom i gang med at balancere din egen biokemi og reparere låsen til dine fedtceller her.

Få to velsmagende opskrifter til en sundere livsstil

Lige nu forærer jeg dig 2 opskrifter fra min nye koge- og livskvalitetsbog "Vejen til et let liv". De koster dig ikke en krone. Du bliver samtidigt tilmeldt nyhedsbrevet.

velsmagende opskrifter til en sundere livsstil

Tak for din interesse i opskrifterne. De er på vej til din indbakke.